S A M  B E S E K O W

A  L I F E  I N  T H E  T H E A T R E

Født den 26 januar 1911 i Københavns fattigkvarter, i Hummergade med dens faldefærdige ejendomme med forhuse og baggårdsbygninger hvor huslejen for de små lejligheder uden bad eller toilet var til at betale for indvandrere.

Sams (Samuels) forældre var sammen med faderens tre brødre og en lillesøster indvandret fra Rusland et par år tidligere. De havde endnu ikke lært dansk, hvorfor alle samtaler i hjemmet var på Jiddisch, det sprog familien havde talt i den lille stettel (landsby) de var kommet fra. 

De boede og arbejdede sammen i den lille lejlighed med at sy uniformer for den danske hær. Så Sam måtte lege på gulvet mellem symaskiner og stofruller, hvilket medførte at han var meget syg som barn. I de første barneår holdt han sig for sig selv og kunne få hele dagen til at gå med sit legetøj, primitive hjemmelavede kludedukker.

Det begyndte at gå bedre for familien. De flyttede til en større lejlighed i Toldbodgade i et andet kvarter af København, Onklerne flyttede til egne hjem og værkstedet rykkede snart ned i husets kælder. Efter at værkstedet var flyttet blev værelset indrettet til børneværelse. 

Det var et paradis for Sams lillesøster Macha der var kommet til i mellemtiden og kunne have været det for Sam, hvis ikke den bekymring der hed skolen var kommet. Hans hjertesuk hed Borgerdydsskolen der lå i en baggård i Store Kongensgade. Lærerinderne forstod ikke det lille fremmedarbejderbarn og var mildest talt ikke søde ved ham. De kyste ham langt væk. 

Resultatet var at Sam strejfede om i de omkringliggende gader mellem otte og to. Bænkene omkring Kongestatuen på Kongens Nytorv var hans yndlingspjækkested. Han var også bange for kammeraterne. De var jo goim, fremmede. Når goim blev nævnt hjemme var det altid med en vis nedladende tone og en lille svag misundelse. Der gik ikke en dag uden at han kom hjem med blå øjne eller iturevne klæder. Jødesmaus, jødesmaus, vil du have flæsk og sovs. Så lå han på jorden med hele det hujende bundt over sig.

Hjemme på buffeten stod en lille metalmølle. En sparebøsse fyldt med sølvkroner som Sams far havde sparet op, sjældne mønter. Dem listede Sam ud af bøssen. Simpelthen stjal dem. En ven i skolen havde noget Sam absolut måtte eje: et dukketeater der så ud akkurat som det Det Kongelige Teaters proscenium. En kassefuld af dekorationer og figurer stod parat til at lade tæppet gå. Og det gik op hjemme i stuen i Toldbodgade, indkøbt for sølvmønterne. Og til dem derhjemme fortalte han, at han havde fået det som årspræmie for sine fremragende karakterer.

Dukketeatret førte ham ind i en ny oplevelsesverden. Hans teatergalskab inficerede hele Toldbodgade. Børnene og de voksne. Der blev spillet teater i kælderen, på loftet, i spisestuen og i sovekammeret: en snor på tværs over, et lagen kastet over snoren og en scene var klar. Sam var blevet tolv år og teatret var blevet Hans anden natur. Han indrettede tekster eller skrev dem selv. Malede kulisser på maskinpapir og heftede dem op med tegnestifter på væggen og spillede ouverturer og mellemspil på familiens nye fortepiano.

For at få en ende på sit mareridt i skolen havde Sam meldt mig ud. Var gået til skolens rektor og sagde op så at sige. Sam tænkte ikke på at han ikke var fjorten endnu. Da forældrene fik det at vide faldt der brænde ned. Men Sam var stejl, han ville være skuespiller, så hvad skulle man gå i skole for, det var bare spild af tid. 

Gudskelov var familien stærkere end Sams stejlhed. Og så kom Sam i en anden skole: Sct. Petri tyske skole. Forældrene mente at undervisning på tysk var godt, det lignede jiddisch en smule, så ville skolegangen måske blive lettere for ham. Det blev den ikke, derfor blev han efter et par år taget ud og meldt ind i en ny skole: Johannesskolen på Vordroffsvej. Og der skete underet. Han blev menneske mellem mennesker. 

Nu skulle det være. I en alder af tolv år gjorde han sit første forsøg på at erobre de skrå brædder. 

En dag fortalte en af beboerne i opgangen at hun havde set Sam i Frederiksberg Have, hvor han havde optrådte i et ”stykke”. Hans familie vidste ikke hvad et ”stykke” var, og de drog derefter den følgende søndag ud til haven, for at se hvad Sam lavede derude. Det viste sig at Sam, efter at havde set en annonce i et dagblad hvor børn mellem 8 og 12 år blev inviteret til at medvirke i et teaterstykke lavet på baggrund af H.C. Andersens eventyr, Svinedrengen, uden at fortælle sine forældre havde meldt sig og var blevet antaget.

Som fjortenårig havde Sam sin første optræden hvor han talte dansk. Det var i Gimle bag den afsides Grundtvigsvej på Frederiksberg. Denne gang stod han på en rigtig scene og aften efter aften kreerede en række statist- og småroller i skolescenens Alladin efter et stykke af 1800-tals digteren Adam Øhlenschløger. Da tæppet gik ved premieren var han som i en let rus. Stod på den store scene i sit kostume, kiggede igennem hullet i fortæppet. Tilskuerpladserne var allerede fyldt…... UD UD, han løb bort op til garderoben. Og måtte hentes af teaterdirektøren og bogstaveligt kastes ind på scenen, da de første akkorder fra orkestergraven lød.

Så var det også forbi. Roligt gik han til sit arbejde, som han gik ind til selve livet. Sam blev både oprørt og krænket over at han skulle have penge for det. Teatret var noget stort og guddommeligt. Det kunne man ikke tage sig betalt for. Han nægtede at tage imod gagen- og fik derfor ingen. 

I 1928 benytter Sam sin sommerferie til at rejse til München for at bliv undervist i teaterteori hos professor Kutcher, og den følgende sommer tog han til Berlin for at blive instruktørelev hos Max Reinhardt og fik samtidigt et job som statist hos Erwin Piscator i Berlin.

Nu var han klar til at gå op til elevprøven på Det Kgl. Teater, og samtidigt gik han op til studentereksamen. Den sidste klarede han men faldt til den første. Han så for fremmedartet ud, mente sensorerne. Hans far forlangte nu at han skulle begynde jurastudiet. Efter et år hvor han forsømte studiet til fordel arbejdet med forsøgsscener og studenterscener, gik han igen op til adgangsprøven, uden at hans far og mor vidste det – og blev antaget.

Efter afsluttet eksamen var det kutyme at de unge skuespillere fik mindre roller på teatret. Teatrets ledende skuespiller, instruktør og rektor for elevskolen, Holger Gabrielsen havde sine tvivl med hensyn til Sams skuespillerkarriere.”Man har sgu ikke lov til at se ud som De gør, Besekow. Hvad skal vi dog bruge Dem til?”

Teatret gav Sam chancen for at vise hvad han duede til i en del mindre roller. I den jødiske forfatter Nathansens skuespil ”Indenfor Murerene” fik Sam dog hovedrollen som gamle Levin. Sin første chance som instruktør fik han i Stefan Zweigs ”Jeramias”. Men så strakte teatrets velvilje heller ikke længere. Sam var stædig og indleverede en række færdige iscenesættelser for at få lov til at prøve kræfterne, men ingen af dem kunne bruges. Sam måtte finde andre veje og tog derfor imod et tilbud fra Odense Teater der lå i H.C. Andersens by, Danmarks tredjestørste. Her var han instruktør og skuespiller i årene 1936 til 1938.

Sam indså at han måtte til hovedstaden og virke, hvis han ikke skulle komme i glemmebogen på parnasset og åbnede derfor sin egen avantgarde scene i Riddersalen i Lorry, på Frederiksberg.. I Riddersalen opførte teatergruppen en lang række moderne skuespil som ikke tidligere var vist på de danske scener. Heriblandt stykker af O.Niel, Tenesie Williams og Steinbeck. Om sommeren rykkede teatergruppen til en mindre by i Danmark, Nykøbing Falster. Bortset fra sit bryllup med skuespilleren Henny Krause, som han allerede i Odense havde gjort bekendtskab med, var det en mislykket sommersæson for Sam som leder og for teatertruppens økonomi. Hvis Sams far ikke havde dækket underskuddet, havde skuespillerne ikke kunnet få deres løn.

Teatret Riddersalen lå i Lorrybygningens første sal og i stueetagen lå restauranten Drachmanskroen. Danmarks berømte digterepræst KajMunk (der i 19844 blev myrdet af nazisterne) overværede forestilling High Tor, hvor Sam foruden instruktionen også spillede med. Bagefter inviterede han Sam til et glas i Drachmanskroen. Kaj Munk tilbad de stærke ledere Musolini og Hitler og derfor kom det til en heftige diskussion mellem dem. På trods af sin naive beundring for diktatorerne delte Kaj Munk ikke deres antisemitistiske anskuelser: Husk på Jesus var også jøde. Sener i sin karriere skulle Sam få et tæt samarbejde med digterpræsten, hvor han iscenesatte mange af hans stykker.

Kaj Munk der var begejstret for forestillingen gik til Det Kgl. Teaters største skuespiller, Poul Reumert der havde en enorm indflydelse på teatrets repertoire. Kaj Munk gjorde ham opmærksom på den unge fyr som rumsterede derude i det lille avantgardeteater. Og Reumert kom så selv nogle dage senere og overværede Sams iscenesættelse af Steinbecks ”Mus og Mænd” hvor Sam og hans kone havde hovedrollerne.

Medens Sam var på en rejse til Oslo, Norges hovedstad for at forhandle med Oslo Stadsteaters chef om den kommende sæsons forestillinger. Havde Det Kgl. Teater besluttet antage Sam som fast instruktør. Et telegram fra teatrets ledelse indbød Sam til en samtale. På båden tilbage til København blev Sam vækket af en tordnende durren fra en masse fly. Danmark og Norge var ved at blive besat af Tyskerne. Sam fik sin befordring som sceneinstruktør på det Kgl Teater: Et ugkryds med bolle. Og da Kaj Munk blev udnævnt til æreskunstner i studenterforeningen, og Poul Reumert indvilligede i at optræde, skulle det absolut være Sam, der satte forestillingen i scene på den store sal. I besættelsens første par år iscenesatte Sam en række forestillinger på Det Kgl Teater herunder flere af Kaj ..

Hans arbejde på teatret skulle få en brat ende, idet Gestapo arresterede ham i september 1943. Han havde fået den tvivlsomme ære at være en af de ”hundert besten köpfe” der som gidsler skulle henrettes, hvis de omfattende strejker i landet ikke ophørte. Her sad han så i koncentrationslejren Horserød i Nordsjælland medens aktionen den tredje oktober mod de danske jøder løb af stablen. Da Gestapo mødte op på Sams bopæl på Frederiksberg kunne has kone meddele at han desværre ikke var hjemme.

Ved ankomsten til lejren blev Sam ført frem for kommandanten der tiltalte ham på tysk. – Sam svarede på dansk, at han ikke forstod dette sprog. Kommandanten bad ham holde op med at spille komedie ”Kom nu Sam, hold op, var jo din jeg lærer i den tyske skole. 

Da strejkerne mod den tyske besættelsesmagt brød ud i Odense, befalede lejrkommandanten Sam at han den næste morgen skulle stille på paradepladsen. Næste morgen klokken seks mødtes Kjeld Abel, en kendt dansk dramatiker og Sam i vaskerummet. Kjeld Abel bebrejdede ham hans ringe interesse for sit udseende. 

Han skulle jo alligevel dø, så Sam mente ikke det var så vigtigt ment Kjeld Abel befalede: ”Vi du være venlig øjeblikkelig at gøre dig i stand. Du kan sgu ikke være bekendt at stille ubarberet op foran henrettelses pelletronen. Den glæde skal de ikkehave. Sam Kjeld Abel og Ole Bramsen blev placeret op ad en mur med ti tyske politisoldater med ladte geværer pegende mod dem. Klokken tolv kom kommandoen og meddelte at strejken i Odense r er slut og at de godt kunne gå til frokost. 

Nordisk Film i Hellerup var gået til Gestapo og gjort det dem klart at en underholdsningsfilm Ikke kunne færdiggøres fordi der manglede den sidste scene hvor Sam deltog. Da han havde en stor rolle i filmen som japansk gangster, måtte filmselskabet absolut låne ham nogler timer. Filmselskabet lovede at aflevere ham senere på dagen når indspilningen var slut, men holdtselvfølgelig ikke ord, og i stedet blev Sam placerede i bunden af en fiskerbåd der lå for anker iNyhavn midt i København.

Sam blev varmt modtaget af teateraktørerne i Sverige. Han nåede at lave omkring 30 – 40 forestillinger i de 1½ år flygtningetilværelsen varede. Forestillinger for Riksteatret i hovedstaden Stockholm og forestillinger i flere større byer i Sverige. Endvidere virkede Sam med iscenesættelser for Sveriges store revykonge Gutav Wally. Selv om han blev budt velkommen af sine svenske kolleger, var ikke alle svenskere lige venlige. De svenske aviser førte på et tidspunkt en hetzkampagne imod ham. Han havde nægtet at instruere en forestilling hvor en berømt sangerinde, Sara Leander skulle medvirke. Hun var en stor svensk stjerne, men desværre også en stor stjerne i Nazi-tyskland, bedste venner med Hitler, Göbels og Göring. 

For Riksteatret havde han iscenesat Kaj Munks Niels Ebbesen. Efter premieren mødte en truende hob op i foyeren: ud af landet, jødesvin – en svær herre nærmede sig og spyttede ham i ansigtet,. men så kom en lynreaktion fra en teaterkollega: et spring, en hånd fløj ud og mandens hat for igennem luften midt ind i hoben som måbede og fortrak.

En aften på serveringsteatret China i Stockholm, hvor der var premiere på en gigant-crazy-revy, hvor mange danske medvirkede, trådte konferencieren, der var norsk ind på scenen, han stammede, og tårerne strømmede ned over hans ansigt. Fred, der er fred. Salen rejser sig lodret, stirrede fortryllet. Man omfavner hinanden, skreg, græd, kyssede hinanden. 

Efter krigen var Sam Free-lance instruktør på Det Kgl.Teater, Det Ny Teater, Foyerscenen i Boltens Gård, og Gæsteinstruktør i Norges Stadsteater, Stockholms Statsteater, Teatre i Berlin, Hamborg og Frankfurt. Endvidere iscenesatte Sam forestillinger i Australien og Israel.

Desuden instruerede han utallige forestillinger for dansk og tysk TV. Og deltoget som skuespiller i flere danske film. Heraf én sammen med Victor Borge. Hans sidste film var: Manden der ikke ville dø. Sam blev 92 år og levede sine sidste år i savnet af sin anden kone, Jette Hecht Johansen.


Skrevet av Salli Besiakov

                                                           - - - - - - - - - -